POV BUSINESS // BESTYRELSESARBEJDE – Thomas Thune Andersen, bestyrelsesformand for Ørsted, blev i sidste uge kåret som Årets Bestyrelsesformand af en uafhængig jury ved PwC-konferencen Chairman’s Agenda 2019. Han har skabt fremragende resultater og samtidig flyttet et ensidigt fokus fra indtjening til bæredygtighed og diversitet. ”Der har været en tilbøjelighed til at vælge kvinder i nålestribet jakkesæt og skabe kvindelige rollemodeller, som ligner mænd. Men er det de bedste rollemodeller for andre kvinder? For mig er det vigtigt at bringe rollemodeller frem, der viser, hvor forskellige kvindelige ledere kan være,” siger han. Thune Andersen har “en afgørende stemme i indførelse af ‘return on diversity‘ i stedet for ‘return on investment,” siger Peter Horn og Gitte Maya Elsing.
Da Thomas Thune Andersen forlod A.P. Møller-Mærsk i 2009, opsøgte han sin mentor Sir John i London for at få et godt råd om sin videre livsbane.
”Du skal vælge mellem et interessant liv og et spændende liv,” lød svaret, der blev gengivet af årets bestyrelsesformand 2019 fra scenen til PWC-konferencen Chairman’s Agenda med emnet bestyrelsessammensætninger og diversitet.
Thomas Thune Andersen valgte begge dele. Og kåringen skyldes hans indsats som bestyrelsesformand for Ørsted, som dermed – dengang under navnet DONG Energy – opnåede sin anden Årets Bestyrelsesformand. Fritz Schur fik prisen i 2009.
To meget forskellige bestyrelsesformænd fra samme virksomhed har fået samme pris med 10 års mellemrum – Thomas Thune Andersen og Fritz Schur
Mogens Nørgaard Mogensen, Senior Partner og adm. direktør i PwC, sagde ved kåringen:
”Ørsted har været igennem en vellykket omstilling af forretningen til vindenergi og har sammen med partnere i det seneste årti investeret 165 mia. DKK i grøn energi.”
“Investeringerne skal intensiveres, og målet er, at Ørsted skal investere 200 mia. DKK i grøn energi frem mod 2025. Visionen er at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi, og det fortjener anerkendelse.”
Den store indsats for diversitet
Ifølge Forbes Global, der oplister verdens 2.000 største børsnoterede selskaber, er Ørsted at finde på en syvende plads, når det gælder ‘new growth transformation’.
Men der er også en anden grund til at hædre Thomas Thune Andersen.
Han har siden sin tilbagevenden til Danmark lagt et stort arbejde i at fremme diversiteten, bl.a. gennem sit arbejde for Women’s Board Award (WBA), som i Danmark blev introduceret af danske Susanne Hoeck og norske Gunnar Eckbo, hvor sidstnævnte med Styreinfo.no/om også står bag Chair of The Year/Årets Bestyrelsesformand.
Thomas Thune Andersen har været medlem af WBA- juryen siden opstarten i 2014 og overtog i 2017 formandsposten efter bestyrelsesformand for Carlsbergfonden, professor Flemming Besenbacher, der har været med til et gennemføre en kvote på 40 procent for kvinder i sine vedtægter for Carlsberg.
I de seneste år har kronprinsesse Mary overrakt prisen.
Årets prismodtager har engageret sig i initiativer, der sætter fokus på diversitet – og i Danmark særligt i forhold til køn. Det fremgår af et interview fra Erhvervsstyrelsen: ‘Kvinder behøver ikke gå i nålestribet jakkesæt’.
Danmark er et af de mest mandsdominerede lande, jeg har arbejdet i, hvor der stadig er behov for at få skabt opmærksomhed om værdien af arbejdet med kønsdiversitet. Det skal ikke være noget, vi gør, fordi loven siger det, men fordi det skaber reel værdi
I interviewet står bl.a.: “For Ørsteds bestyrelsesformand siden 2014 handler det (…) om at bringe begge køns styrker i spil. På den måde skaber diversitet værdi og giver virksomhederne ’Return on Diversity’.”
“Ørsted har startet lederprogrammet ’Female Spotlight’, der er målrettet kvinders karriere i virksomheden: Det går for langsomt med at få flere kvinder ind på de ledende poster i Danmark.”
Danmark er mandsdomineret
”Danmark er et af de mest mandsdominerede lande, jeg har arbejdet i, hvor der stadig er behov for at få skabt opmærksomhed om værdien af arbejdet med kønsdiversitet. Det skal ikke være noget, vi gør, fordi loven siger det, men fordi det skaber reel værdi”, siger Thomas Thune Andersen.
“Omverdenen ser (…) på alle virksomhedens tre bundlinjer og har fokus på både økonomisk, social og miljømæssig impact. I en virksomhed med mange forskellige interessenter er ledergrupper med god diversitet bedre til at håndtere og vurdere de forskellige hensyn, der skal tages, for at virksomheden lever op til sine værdier og omverdenens forventninger.”
“Man kan tale om en ’Return on Diversity’.” Han advarer mod “et ensidigt fokus på køn. Det giver en mekanisk tilgang, hvor man nemt bliver blind over for andre diversitetsparametre, og det er ikke langtidsholdbart.”
Thomas Thune Andersen siger, også at ”når flere kvinder indgår i en ledelsesgruppe, er der tre kendetegn for gruppens arbejde”:
- For det første forbereder kvinder sig mere end mænd, hvilket har en afsmittende effekt på mændenes forberedelse.
- For det andet bliver flere beslutninger taget i mødet og ikke uden for mødet. Det gør møderne mere effektive.
- Endelig er der færre afbrydelser, da mænd har ry for at afbryde minimum tre gange oftere end kvinder.
Jeg er ikke tilhænger af stereotype fremstillinger af kvinder og mænd, men kan desværre godt nikke genkendende til de forhold.”
I Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus er der karakteristika for hvert køn. Thomas Thune Andersen fortæller, at han har flere flueben i Venus end i Mars
Thune Andersen siger at ”der har været en tilbøjelighed til at vælge kvinder i nålestribet jakkesæt og skabe kvindelige rollemodeller, som ligner mænd. Men er det de bedste rollemodeller for andre kvinder? For mig er det vigtigt at bringe rollemodeller frem, der viser, hvor forskellige kvindelige ledere kan være”.
I John Grays klassiker Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus gives karakteristika for hvert køn og Thomas Thune Andersen fortæller, at han har flere flueben i Venus end i Mars – for at understrege, at også mandlige ledere er forskellige, og at køn ikke i sig selv er definerende for særlige kompetencer eller profiler, fremgår det af interviewet hos Erhvervsstyrelsen.
”Kvinder skal hjælpe og promovere andre kvinder, hvilket jeg ikke synes, at kvinder er så gode til. Se det som et opråb til kvinderne. Når det er sagt, så har kvinderne også stadig en opgave i at gøre mere for at promovere sig selv.”
Ørsted og diversitet
Thomas Thune Andersen er lykkedes med at sætte det rette hold og står i dag i spidsen for en mangfoldig og professionel bestyrelse, hedder det i jurybegrundelsen i kåringen af Årets Bestyrelsesformand.
”Det har afgørende betydning for, at bestyrelsen som helhed har mulighed for at varetage sin opgave optimalt. Thomas Thune Andersen har for nyligt nedbragt antallet af bestyrelsesmedlemmer som en del af virksomhedens transformation fra tidligere 11 til i dag 9 medlemmer, herunder seks generalforsamlingsvalgte medlemmer, heraf to kvinder, og tre medarbejdervalgte medlemmer, heraf en kvinde.”
Thomas Thune har bidraget til bogen Dronningens nye klæder: Den danske myte om kønsdiversitet, der udkom i august i år.
Fotos: PwC, WBA, Ørsted, Executive Magazine
Tidligere vindere og juryens medlemmer
De seneste års vindere er Vagn Ove Sørensen, bestyrelsesformand for FLSmidth & Co. (2018), Søren Bjerre-Nielsen, bestyrelsesformand for VKR Holding A/S (2017), Bert Nordberg, bestyrelsesformand for Vestas (2016), Ole Andersen, bestyrelsesformand for Chr. Hansen (2015), Kåre Schultz, bestyrelsesformand for Royal Unibrew (2014), Niels Jacobsen, bestyrelsesformand for LEGO (2013), Lars Nørby Johansen, bestyrelsesformand for Falck A/S (2012), Michael Pram Rasmussen, bestyrelsesformand for A.P. Møller-Mærsk (2011).
Juryens medlemmer:
Anne Broeng, bestyrelsesformand for Velliv og bestyrelsesmedlem i Velux, NNIT m.fl.
Birgitte Nielsen, bestyrelsesmedlem, Coloplast, Matas A/S, De Forenede Boligselskaber A/S m.m.
Vagn Ove Sørensen, bestyrelsesformand for FLSmidth & Co., Tia Technology A/S, Zebra A/S og Thor Holding ApS samt viceformand i Nordic Aviation Capital A/S. m.fl. & Årets Bestyrelsesformand 2018
Christian Frigast, bestyrelsesformand for Axcel Management, EKF Danmarks Eksportkredit, Bestyrelsesforeningen, Danmarks Skibskredit Holding og næstformand i Pandora, PostNord m.fl.
Gunnar Eckbo, CEO, Styreinformasjon
Brian Christiansen, Partner, PwC
Ørsted A/S er Danmarks største energiselskab.
Virksomheden, der er børsnoteret med staten som majoritetsejer, har hovedsæde i Fredericia og beskæftiger over 5.600 ansatte med en kønsfordeling 70/30 procent mænd/kvinder.
Sammensætningen af ledelse og bestyrelse ser således ud:
Direktion: Henrik Poulsen (adm. direktør) og Marianne Wiinholt (økonomidirektør)
Bestyrelse: 33 procent (generalfosamlingsvalgte)
Thomas Thune Andersen (formand)
Lene Skole-Sørensen (næstformand)
Lynda Armstrong
Jørgen Kildahl
Dieter Franz-Josef Wemmer
Peter Korsholm
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her